Da jeg var knægt tegnede jeg altid. Nogle af tegningerne viste jeg til mine forældre, men jeg fik ikke ros. Jeg havde nemlig en grandonkel, som hed Knud og var blyantens Mozart. Når han tegnede, sad hele familien og så på. Han brugte aldrig viskelæder.
Inde på mit værelse lavede jeg og min storebror nogle andre tegninger, som vi kun viste til vores venner: Tændstiksmænd og tissemænd. Én der sked ud af et vindue, en anden der kiggede op og fik lort i munden. Ha ha. De røg ud bagefter. Det var bare drengestreger.
Da jeg blev ung, begyndte jeg at male. Jeg udviklede en abstrakt-ekspressionistisk stil. Folk sagde mine billeder var flotte. De var flotte. Sådan malede jeg i mange år. Men så, for et par år siden, hvor jeg ikke gad at male, og bare malede for sjov, dukkede drengestregerne op igen. ‘Ørlingerne’, to fugleunger i et landskab. Den store lærer den lille at kaste op. En tossefisk og en fisk med tændstiksben. Fabeldyr som stirrer ind i måsen på en nøgen Kristus. Folk siger ikke, de er flotte. De er ikke flotte. Men de taler om det, de ser. “Se den gamle kone. Er det netstrømper under særken? Hun har en økse i hånden! Ååh nej, da!” Ha ha. Det er bare drengestreger.